Engelsk Toy Terrier (ETT)


Den Engelske Toy Terrier er Storbritanniens ældste toy hunderace. Det er en lille, livlig og loyal hund, der oftest er glad for børn. Dog egner den sig ikke til et hjem med meget små børn, da den ikke tåler hårdhændet behandling.


Den var oprindeligt avlet til at tage mus og rotter og er kvik, årvågen og lynhurtig. Den er kærlig, selvbevidst, venlig, charmerende og imødekommende overfor alle.


Selv om den er lille, 3-5 kg, har den behov for at bevæge sig, og elsker at løbe frit. Trods sin elegante og spædlemmede fremtoning, har den alle de typiske terrieregenskaber. Den er selvstændig, aktiv og forventer at være med, hvor der sker noget.


Den er samarbejdsvillig og har let ved at lære, og med god kontakt og masser af ros, er man et godt stykke på vej. Man kan bl.a. træne lydighed og agility med god succes.


Denne lille terrier er en god familiehund, der knytter sig til sin ejer. Samtidig er den en god vagthund, der fortæller dig, når der kommer gæster.